Flere børn og unge bruger kunstig intelligens til andet end lektier og informationssøgning. De søger også råd om venskaber, konflikter og personlige problemer. Men hvad betyder det, når en chatbot bliver den, man fortæller sine bekymringer til? Og hvordan hjælper vi børn og unge med at navigere i en verden, hvor teknologien ikke længere kun giver svar, men også tilbyder noget, der kan opleves som forståelse og omsorg?

En ny fortrolig i lommen

Forestil dig en ung, der har haft en dårlig dag i skolen. Måske er der opstået en konflikt i vennegruppen, en besked er blevet misforstået, eller følelsen af ikke at høre til fylder lidt mere end normalt.

Tidligere ville den unge måske have ringet til en ven, talt med sine forældre eller forsøgt at finde svar på nettet. I dag findes der endnu en mulighed: At åbne en AI-chatbot og fortælle, hvad der er sket.

Chatbotten svarer med det samme. Den stiller måske opfølgende spørgsmål, kommer med forslag og formulerer sig på en måde, der kan opleves som både forstående og omsorgsfuld.

For den unge kan det føles som en samtale. Men på den anden side af skærmen sidder der ikke et menneske.

Det er en udvikling, som rejser nogle interessante spørgsmål om digital dannelse, relationer og den rolle, kunstig intelligens får i børn og unges hverdag.

Når teknologien bliver mere end et værktøj

Kunstig intelligens har på kort tid fundet vej ind i både undervisningen og fritiden. Mange børn og unge kender allerede AI-chatbots som hjælpemidler, der kan forklare vanskelige begreber, besvare spørgsmål og hjælpe med skolearbejdet.

Men teknologien bruges også til noget mere personligt.

En undersøgelse fra Red Barnet og TrygFonden fra september 2026 viser, at 77 procent af de 9-17-årige har prøvet at bruge en AI-chatbot. 13 procent har brugt en chatbot som fortrolig, når de har haft behov for følelsesmæssig støtte.

Blandt børn og unge, der oplever ensomhed, er andelen 31 procent.

Tallene fortæller os ikke, at kunstig intelligens skaber ensomhed, eller at unge er ved at erstatte deres venner med chatbots. Men de viser, at teknologien allerede spiller en rolle i nogle børn og unges følelsesmæssige og sociale liv.

Det understøttes af en undersøgelse fra Børns Vilkår fra oktober 2026. Her svarer 31 procent af de adspurgte elever i 9. klasse, som har brugt AI-chatbots, at de har anvendt teknologien til at formulere beskeder til venner eller familie.

Kunstig intelligens er med andre ord ikke længere kun noget, unge bruger til at finde svar. Den kan også blive en hjælp, når de skal finde ordene i deres relationer til andre.

Hvorfor fortælle en chatbot noget, man ikke fortæller andre?

Det kan umiddelbart virke mærkeligt at betro sig til en teknologi, som hverken har følelser eller personlige erfaringer.

Men set fra den unges perspektiv er der flere mulige forklaringer.

En chatbot er tilgængelig, når behovet opstår. Den bliver ikke utålmodig, og man behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt man forstyrrer nogen. Man kan stille det samme spørgsmål flere gange, ændre mening undervejs og formulere tanker, som endnu ikke er helt på plads.

Samtidig kan samtalen opleves som mindre sårbar end at tale med et andet menneske. Der er ingen ansigtsudtryk at aflæse, ingen akavet stilhed og ingen umiddelbar risiko for at blive afvist af en ven.

VIVE undersøgte i april 2026, hvordan unge bruger ChatGPT til social og følelsesmæssig støtte. Undersøgelsen viser, at unge blandt andet bruger teknologien til at reflektere over præstationspres, ensomhed og konflikter med venner og familie.

For nogle fungerer chatbotten som et sted, hvor de kan afprøve deres tanker, før de deler dem med andre.

Det er værd at hæfte sig ved. For måske handler brugen ikke altid om et ønske om at undgå menneskelige relationer, men om at gøre det lettere at håndtere dem.

En samtale er ikke nødvendigvis en relation

Her opstår en vigtig forskel.

En AI-chatbot kan formulere empatiske svar, stille relevante spørgsmål og hjælpe med at skabe overblik over en vanskelig situation. Men den oplever ikke omsorg, har ikke menneskelige erfaringer og indgår ikke i relationen på samme måde som en ven, forælder eller lærer.

Den kender heller ikke nødvendigvis hele situationen.

Forestil dig eksempelvis en elev, der føler sig uretfærdigt behandlet af en klassekammerat. Eleven fortæller sin version til en chatbot, som hjælper med at forstå situationen og foreslår, hvordan konflikten kan håndteres.

Det kan være en god hjælp til at finde ro og formulere sig. Men chatbotten har kun adgang til de oplysninger, eleven vælger at dele. Den kender ikke klassekammeratens oplevelse, relationens historie eller de små nuancer, der kan være afgørende for at forstå konflikten.

Derfor kan et svar, der virker både overbevisende og omsorgsfuldt, stadig være mangelfuldt eller uhensigtsmæssigt.

Og netop fordi AI kan formulere sig så menneskeligt, kan det være vanskeligt at gennemskue forskellen mellem at blive mødt med et empatisk formuleret svar og faktisk at blive forstået af et andet menneske.

Det er ikke et argument for, at børn og unge aldrig bør bruge AI til personlige spørgsmål. Men det understreger behovet for, at de lærer at forholde sig kritisk til teknologien, også når svarene føles hjælpsomme.

Hvad betyder det for børn og unges sociale udvikling?

Relationer er ikke altid lette.

Vi misforstår hinanden, bliver uenige, føler os afvist og må nogle gange finde modet til at sige undskyld. Det kan være ubehageligt, men det er også en vigtig del af vores sociale udvikling.

Gennem mødet med andre mennesker lærer børn og unge at aflæse følelser, forstå forskellige perspektiver, håndtere konflikter og tage ansvar for deres handlinger.

En AI-chatbot kan hjælpe med at forberede en vanskelig samtale. Men den kan ikke erstatte erfaringen med faktisk at gennemføre samtalen og møde det andet menneskes reaktion.

Det rejser et relevant pædagogisk spørgsmål: Hvad sker der, hvis børn og unge i stigende grad søger mod teknologien, hver gang en relation bliver vanskelig?

Vi ved endnu ikke nok til at konkludere, hvordan denne udvikling påvirker børn og unges sociale kompetencer på længere sigt.

Men vi har god grund til at interessere os for balancen mellem den støtte, teknologien kan tilbyde, og de erfaringer, der kun opstår i relationer mellem mennesker.

Digital dannelse handler også om at forstå relationer

Når vi taler om digital dannelse, handler det ofte om kildekritik, privatliv, digitale fodspor og sikker adfærd på nettet.

Det er fortsat vigtigt. Men kunstig intelligens tilføjer en ny dimension.

Børn og unge skal ikke kun lære at vurdere, om et svar fra AI er korrekt. De skal også lære at forstå, hvilken rolle teknologien bør spille i deres personlige og sociale liv.

Det indebærer blandt andet at kunne skelne mellem rådgivning og omsorg, mellem et overbevisende svar og en velbegrundet vurdering og mellem en digital samtale og en menneskelig relation.

Der er også spørgsmål om privatliv. Når børn og unge deler personlige bekymringer med en chatbot, kan de samtidig komme til at dele følsomme oplysninger om sig selv eller andre. Derfor er det vigtigt at kende tjenestens aldersgrænser, privatlivsvilkår og muligheder for at begrænse brugen af samtaledata.

Her har både forældre og undervisere en vigtig opgave.

Ikke nødvendigvis ved at forbyde teknologien, men ved at skabe rum for samtaler om, hvad AI kan hjælpe med, hvor dens begrænsninger ligger, og hvornår det er vigtigt at søge støtte hos et menneske.

Fra teknologi til dialog i undervisningen

Emnet giver gode muligheder for at arbejde med digital dannelse i skolen.

Forestil dig, at eleverne præsenteres for følgende situation:

En elev er blevet uvenner med sin bedste ven. Eleven er ked af det og ved ikke, hvad vedkommende skal skrive. I stedet for at tale med nogen åbner eleven en AI-chatbot, fortæller om konflikten og beder den om at skrive en besked.

Eleverne kan nu diskutere, om det er en god idé at bruge AI i situationen.

Måske vil nogle mene, at chatbotten kan hjælpe eleven med at formulere sig mere roligt og undgå at skrive noget i vrede. Andre vil måske pege på, at beskeden risikerer at blive upersonlig, eller at eleven overlader en vigtig del af konflikthåndteringen til teknologien.

Begge perspektiver er relevante.

Det afgørende er ikke nødvendigvis at nå frem til ét rigtigt svar, men at få eleverne til at reflektere over, hvornår teknologien understøtter deres egne handlinger, og hvornår den begynder at overtage dem.

Det er netop her, undervisning i digital dannelse kan gøre en forskel: Når eleverne får mulighed for at undersøge dilemmaer, dele perspektiver og udvikle deres egen dømmekraft.

Vi skal være nysgerrige, før vi bliver bekymrede

For forældre og andre voksne kan tanken om, at børn betror sig til kunstig intelligens, vække bekymring.

Det er forståeligt. Men hvis vi alene møder udviklingen med kritik eller forbud, risikerer vi at gøre det vanskeligere for børn og unge at fortælle om deres digitale oplevelser.

Måske er et bedre udgangspunkt at spørge, hvad de oplever at få ud af samtalerne.

Hvad bruger de chatbotten til? Hvornår er den hjælpsom? Har de oplevet at få råd, de ikke var enige i? Og hvem ville de tale med, hvis de havde brug for hjælp til noget alvorligt?

Den slags spørgsmål kan åbne for en samtale, hvor den voksne ikke behøver at kende alle teknologierne på forhånd.

Samtidig er det vigtigt at være tydelig om, at børn og unge ikke skal stå alene med alvorlige bekymringer, utryghed eller problemer, der kræver menneskelig omsorg og professionel hjælp.

Teknologien kan være et supplement. Den bør ikke være den eneste, der lytter.

Når teknologien kan svare på alt, bliver menneskelige relationer endnu vigtigere

Kunstig intelligens kommer sandsynligvis til at spille en stadig større rolle i børn og unges hverdag. Ikke kun som hjælp til skolearbejde, men også som sparringspartner i spørgsmål om identitet, venskaber og personlige udfordringer.

Det giver nye muligheder, men også nye opgaver for forældre, lærere og pædagoger.

Vi skal hjælpe børn og unge med at bruge teknologien på en måde, der styrker deres selvstændighed og dømmekraft, uden at de mister blikket for betydningen af menneskelige relationer.

For selvom en chatbot kan være tilgængelig døgnet rundt og formulere et tilsyneladende forstående svar, er der noget særligt ved et andet menneske, som lytter, reagerer og tager del i vores liv.

Måske er det derfor ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt børn og unge bruger AI som fortrolig.

Det er også et spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at de fortsat har mennesker omkring sig, som de har lyst til og tør betro sig til.

Videre læsning

• Red Barnet og TrygFonden (2026): Når børn bliver krænket online. Red Barnets undersøgelse
• Børns Vilkår (2026): Mellem mig og chatbotten. Præsentation af undersøgelsen
• VIVE (2026): Chatten som fortrolig – En kvalitativ undersøgelse af unges brug af ChatGPT til social og følelsesmæssig støtte. Læs undersøgelsen
• TrygFonden (2026): Børn og unge har fortrolige samtaler med AI. Især hvis de oplever ensomhed. Læs artiklen