En besked, der bliver misforstået. En joke, der går for langt. En elev, der ikke bliver inviteret med. Klassechatten er blevet en vigtig del af mange børn og unges sociale liv, men hvem har egentlig ansvaret for, at alle kan være med? Og hvordan hjælper vi eleverne med at forstå, at det, der sker på skærmen, også har betydning for fællesskabet i klasseværelset?
Når skoledagen fortsætter på skærmen
Klokken er 20.37. En elev skriver en besked i klassens fælles chat. En anden svarer med en joke, og kort efter begynder flere at sende grinende emojis.
For de fleste er det bare en sjov samtale mellem klassekammerater. Men én elev oplever situationen anderledes. Joken handler nemlig om noget, vedkommende sagde i skolen tidligere på dagen.
Eleven svarer ikke.
Næste morgen møder alle ind i klassen. For nogle er episoden allerede glemt. For andre fylder den stadig.
Det er en genkendelig problemstilling i en skolehverdag, hvor elevernes sociale liv ikke nødvendigvis slutter, når undervisningen er forbi.
Klassechatten er blevet et digitalt mødested, hvor eleverne deler informationer, aftaler, billeder, humor og oplevelser. Den kan styrke fællesskabet og gøre det lettere at holde kontakten.
Men den kan også blive et sted, hvor konflikter fortsætter, misforståelser vokser, og nogle elever oplever at stå udenfor.
Derfor er klassechatten ikke kun et spørgsmål om teknologi. Den er også et spørgsmål om relationer, gruppedynamikker og digital dannelse.
Klassechatten er mere end en praktisk beskedkanal
For voksne kan klassechatten umiddelbart ligne et praktisk redskab.
Her kan eleverne spørge til lektier, koordinere gruppearbejde og dele informationer om skoledagen.
Men for eleverne kan chatten have en langt større social betydning.
Det er også her, man bliver inviteret med, får adgang til interne jokes, deler oplevelser og følger med i, hvad der sker i gruppen.
At være med i klassechatten kan derfor være en vigtig del af oplevelsen af at høre til.
Og omvendt kan det have betydning, hvis man bliver udeladt, overset eller oplever, at samtaler fortsætter i mindre grupper, hvor man ikke selv er inviteret.
Det betyder ikke, at alle elever skal være med i alle digitale samtaler. Børn og unge har naturligvis også ret til private venskaber og mindre fællesskaber.
Men der er forskel på at have nære venner og systematisk at holde bestemte klassekammerater udenfor.
Netop den forskel kan være vanskelig at få øje på, når det sociale liv foregår på tværs af forskellige digitale rum.
Når ingen gør noget, sker der også noget
Forestil dig, at en elev deler et billede af en klassekammerat i den fælles chat.
Billedet er taget i et uheldigt øjeblik, og flere begynder at kommentere og sende grinende emojis.
Nogle synes, det er sjovt. Andre synes måske, det er lidt ubehageligt, men vælger ikke at blande sig.
Ingen siger fra.
Hvem har ansvaret?
Er det eleven, der deler billedet? Dem, der kommenterer? Eller har de elever, der blot følger med, også et ansvar?
Inden for forskning i mobning og gruppedynamikker arbejder man blandt andet med begrebet tilskuerrollen.
Det handler om, hvordan personer, der overværer en krænkende situation, kan være med til at påvirke dens udvikling. Nogle bakker aktivt op, andre forholder sig passive, mens nogle forsøger at hjælpe den, det går ud over.
I en digital klassechat kan tilskuerrollen være særlig interessant.
Man kan læse med uden at svare. Man kan reagere med en emoji eller videresende indhold til andre. Og man kan vælge at skrive en besked, der ændrer samtalens retning.
Det er ikke altid let at sige fra, især hvis man er usikker på, hvordan de andre vil reagere.
Men det er vigtigt, at eleverne lærer at forstå, at også deres reaktioner kan få betydning for fællesskabet.
At være passiv er ikke det samme som at være ansvarlig for en krænkelse. Men tavshed kan i nogle situationer være med til at give problematisk adfærd plads til at fortsætte.
De uskrevne regler i digitale fællesskaber
Alle fællesskaber udvikler normer.
Det gælder også klassechatten.
Nogle steder er det almindeligt at drille hinanden. Andre steder forventes det, at man svarer hurtigt på beskeder. I nogle grupper deles billeder og videoer uden større overvejelser, mens andre har en tydelig forståelse af, at man spørger først.
Ofte bliver disse regler aldrig diskuteret.
De opstår gradvist gennem elevernes handlinger og de reaktioner, de får fra hinanden.
Det kan skabe problemer, fordi eleverne ikke nødvendigvis har den samme forståelse af, hvad der er acceptabelt.
En joke, der opleves som uskyldig af én elev, kan føles grænseoverskridende for en anden.
Og hvis den dominerende norm i gruppen er, at man skal kunne tåle at blive gjort til grin, kan det være vanskeligt at sige fra uden samtidig at risikere at blive opfattet som den, der ødelægger stemningen.
Her bliver det relevant at tale om sociale normer og gruppepres.
For elevernes handlinger formes ikke kun af deres individuelle holdninger. De påvirkes også af, hvad der giver anerkendelse, status og tilhørsforhold i gruppen.
Derfor er det ikke altid tilstrækkeligt at fortælle eleverne, at de skal skrive pænt til hinanden.
Vi er også nødt til at hjælpe dem med at undersøge de normer, der præger deres digitale fællesskaber.
Hvem bestemmer egentlig i klassechatten?
Et andet interessant spørgsmål handler om magt og indflydelse.
I mange klassechats findes der administratorer, som kan tilføje eller fjerne medlemmer. Men den formelle administratorrolle fortæller ikke nødvendigvis, hvem der har størst indflydelse på fællesskabet.
Det kan være bestemte elever, der sætter tonen, bestemmer, hvad der er sjovt, eller påvirker, hvem der bliver inviteret med i mindre grupper.
På den måde kan der opstå uformelle hierarkier, som ikke altid er synlige for de voksne.
En elev behøver ikke skrive særligt meget for at have stor social indflydelse. En enkelt kommentar fra den rigtige person kan ændre stemningen i en hel gruppe.
Omvendt kan andre elever opleve, at deres beskeder bliver ignoreret, eller at de skal gøre en særlig indsats for at blive hørt.
Det er velkendte sociale mekanismer, som også findes i fysiske fællesskaber.
Men digitale platforme kan give dem nye udtryksformer, eksempelvis gennem reaktioner, gruppeopdelinger, deling af indhold og synligheden af, hvem der har læst eller besvaret en besked.
Det understreger, at digital dannelse ikke kun handler om, hvordan den enkelte elev opfører sig.
Det handler også om at forstå, hvordan sociale strukturer og relationer påvirker vores handlinger.
Elevernes ansvar og de voksnes ansvar
Når der opstår problemer i en klassechat, kan det være fristende at placere ansvaret ét sted.
Nogle vil mene, at det er forældrenes opgave, fordi samtalerne ofte foregår uden for skoletiden.
Andre vil pege på skolen, fordi konflikterne påvirker elevernes trivsel og fællesskabet i klassen.
Men ansvaret kan ikke altid opdeles så enkelt.
Forældrene har en vigtig rolle i at støtte deres børn i at bruge digitale medier, forstå sociale situationer og sætte grænser.
Skolen har samtidig en pædagogisk opgave i at arbejde med elevernes trivsel, relationer og fællesskab. Når digitale konflikter påvirker undervisningsmiljøet, bliver de også relevante for skolens arbejde med at forebygge og håndtere mobning.
Og eleverne skal gradvist lære at tage ansvar for deres egne handlinger og forstå, hvordan de påvirker andre.
Det betyder ikke, at børn skal stå alene med ansvaret for at håndtere mobning eller alvorlige digitale krænkelser.
Tværtimod er det de voksnes ansvar at gribe ind, når situationer kræver det.
Men der ligger en vigtig pædagogisk opgave i at udvikle elevernes evne til at handle, før problemerne vokser sig store.
Det kræver, at vi ikke kun fortæller dem, hvad de ikke må.
Vi skal også hjælpe dem med at forstå, hvad de faktisk kan gøre.
Fra regler til refleksion i undervisningen
Arbejdet med klassechatten kan med fordel tage udgangspunkt i konkrete dilemmaer.
Forestil dig, at eleverne præsenteres for følgende situation:
En elev bliver flere gange gjort til grin i klassens gruppechat. Det sker gennem jokes og billeder, som andre elever deler. De fleste i klassen synes ikke, det er i orden, men ingen har lyst til at sige noget, fordi de er bange for selv at blive næste mål.
Hvad kan eleverne gøre?
En mulighed er at skrive direkte i chatten og sige fra. En anden er at kontakte den elev, det går ud over, eller søge hjælp hos en voksen.
Eleverne kan også diskutere, hvorfor det kan være svært at handle, selvom man godt ved, at noget er forkert.
Det giver anledning til at arbejde med både empati, gruppepres, socialt ansvar og handlekompetence.
En vigtig pointe er, at eleverne ikke nødvendigvis skal lære én bestemt måde at reagere på.
De skal lære at vurdere situationen og forstå, hvilke handlemuligheder der findes, og hvornår det er nødvendigt at inddrage en voksen.
Samtidig kan klassen arbejde med fælles forventninger til den digitale kommunikation.
Ikke kun i form af regler, men gennem samtaler om, hvilket fællesskab eleverne ønsker at være en del af.
Hvad vil det sige at være en god klassekammerat online? Hvordan viser man hensyn? Og hvordan kan man være med til at ændre en negativ stemning?
Når eleverne selv får mulighed for at undersøge og diskutere disse spørgsmål, bliver digital dannelse noget, de aktivt arbejder med frem for blot noget, de får fortalt om.
Den gode klassechat opstår ikke af sig selv
Klassechatten kan være en værdifuld del af elevernes sociale liv.
Den kan styrke relationer, gøre det lettere at hjælpe hinanden og skabe sammenhæng mellem det, der sker i skolen, og det, der sker udenfor.
Men den kan også forstærke eksisterende konflikter og gøre det vanskeligt for nogle elever at finde deres plads i fællesskabet.
Derfor bør vi ikke kun interessere os for, hvilke digitale platforme børn og unge bruger.
Vi bør også interessere os for, hvordan de bruger dem sammen.
For et godt digitalt fællesskab handler ikke kun om fraværet af konflikter eller krænkende beskeder.
Det handler også om, at eleverne oplever tryghed, respekt og mulighed for at deltage på deres egne præmisser.
Og det kræver både tydelige voksne og elever, der gradvist lærer at tage ansvar for hinanden.
Måske er det vigtigste spørgsmål derfor ikke, hvem der ejer klassechatten, eller hvem der er administrator.
Det er, hvordan vi sammen lærer børn og unge, at fællesskabet også er deres ansvar.
Videre læsning
- Salmivalli, C. (2010). Bullying and the peer group: A review. Aggression and Violent Behavior, 15(2), 112–120. Om gruppedynamikker og tilskuerroller i mobning.
- Wenger, E. (1998). Communities of Practice: Learning, Meaning, and Identity. Cambridge University Press. Om deltagelse, fællesskaber og social læring.
- Bandura, A. (1986). Social Foundations of Thought and Action: A Social Cognitive Theory. Prentice-Hall. Om social læring og betydningen af andres handlinger.
- Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) – viden og materialer om undervisningsmiljø, trivsel og mobning.
- Børns Vilkår – undersøgelser og viden om børns digitale liv, fællesskaber og trivsel.
- Medierådet for Børn og Unge – vejledning om børn og unges digitale medier og onlinefællesskaber.

