Børn og unge har i dag adgang til flere fællesskaber end nogensinde før. De mødes i gruppechats, digitale spiluniverser og på sociale platforme, hvor samværet fortsætter på tværs af tid og sted. Men hvad betyder det for vores forståelse af fællesskab, når det er blevet så let at træde ind og ud af? Og hvordan lærer vi børn og unge, at fællesskab ikke kun handler om at høre til, men også om at tage ansvar for hinanden?

Når fællesskabet altid er lige ved hånden

En gruppe venner har en fælles chat. Her deles billeder, jokes, beskeder og små fortællinger fra hverdagen. Nogle skriver meget, andre følger mest med. Indimellem opstår der planer om at mødes, og andre gange fungerer chatten bare som et sted, hvor man kan være en del af det, der foregår.

For mange børn og unge er den slags digitale fællesskaber en naturlig del af deres sociale liv.

Man behøver ikke være fysisk sammen for at være sammen. Man kan deltage hjemmefra, følge med på afstand eller vende tilbage til samtalen, når det passer ind i hverdagen.

Det giver nye muligheder for at holde kontakten og opleve tilhørsforhold.

Men det rejser også et interessant spørgsmål: Hvad sker der med vores forståelse af fællesskab, når det bliver noget, vi altid kan få adgang til?

For selvom det er blevet lettere at deltage, er det ikke nødvendigvis blevet lettere at skabe og vedligeholde de relationer, som fællesskabet bygger på.

At være med er ikke det samme som at bidrage

Et fællesskab består ikke kun af mennesker, der opholder sig det samme sted eller deltager i den samme samtale.

Det eksisterer også, fordi nogen gør noget for, at det fungerer.

Nogen tager initiativ, inviterer andre med, følger op på aftaler og opdager, når en person trækker sig. Andre hjælper med at løse konflikter, skaber plads til forskellige perspektiver eller sørger for, at ingen bliver glemt.

Det er ofte et arbejde, vi ikke lægger særligt meget mærke til.

I digitale fællesskaber kan dette arbejde være endnu mindre synligt. En gruppechat fungerer måske umiddelbart af sig selv, men bag aktiviteten kan der ligge en række små handlinger, som er afgørende for, at medlemmerne oplever sig som en del af gruppen.

Derfor er der en vigtig forskel mellem at deltage i et fællesskab og at tage medansvar for det.

Det betyder ikke, at alle skal bidrage lige meget eller være aktive hele tiden. Nogle har brug for at være mere tilbageholdende, og det kan også være en legitim måde at deltage på.

Men hvis alle forventer, at andre tager initiativet, løser problemerne og holder fællesskabet i gang, bliver det vanskeligt at opretholde.

Fællesskab kræver med andre ord mere end tilstedeværelse. Det kræver også handlinger, der retter sig mod andre.

Fra forpligtende til tilgængelige fællesskaber?

Traditionelt har mange fællesskaber været knyttet til bestemte steder, aktiviteter og faste rammer.

Man gik til sport, mødtes i ungdomsklubben, deltog i foreningslivet eller var sammen med vennerne i lokalområdet. Deltagelsen var ofte forbundet med bestemte tidspunkter, fælles aktiviteter og forventninger om at møde op.

Digitale platforme har gjort fællesskaber mere fleksible.

Man kan være medlem af flere grupper samtidig, følge med uden nødvendigvis at deltage aktivt og forlade en samtale uden fysisk at skulle gå fra nogen.

Det er på mange måder en styrke. Digitale fællesskaber kan skabe kontakt på tværs af geografiske afstande og give børn og unge adgang til mennesker, der deler deres interesser eller erfaringer.

For nogle kan det være lettere at finde et sted at høre til online end i de fællesskaber, de møder i deres nærmiljø.

Men fleksibiliteten giver også anledning til en overvejelse.

Kan vi være på vej mod en kultur, hvor fællesskaber i stigende grad opleves som noget, der står til rådighed, frem for noget vi selv er med til at skabe?

Det er ikke en dokumenteret generationsudvikling, men et spørgsmål, der er værd at undersøge.

For det er muligt, at den lette adgang til fællesskaber også påvirker vores forventninger til, hvor meget vi selv skal investere i dem.

Fællesskabet som noget, vi skaber sammen

Inden for sociologien og pædagogikken findes der flere perspektiver, som kan hjælpe os med at forstå denne problemstilling.

Et af dem er teorien om praksisfællesskaber, som blandt andre Jean Lave og Etienne Wenger har arbejdet med.

Her forstås fællesskaber ikke blot som grupper af mennesker, der har noget til fælles, men som sociale sammenhænge, hvor deltagelse, fælles aktiviteter og gensidig læring er med til at skabe tilhørsforhold.

Vi bliver med andre ord ikke kun en del af et fællesskab ved at være til stede. Vi udvikler også vores tilhørsforhold gennem det, vi gør sammen med andre.

Det betyder dog ikke, at alle skal deltage på samme måde. Også mere perifer deltagelse kan være en naturlig del af et fællesskab.

Det interessante er, hvordan deltagelsen over tid kan udvikle sig til større engagement, ansvar og forståelse for fællesskabets betydning.

Et andet relevant perspektiv er begrebet social kapital.

Social kapital handler blandt andet om de relationer, den tillid og de normer for gensidighed, som gør det muligt for mennesker at samarbejde.

Tillid og gensidighed opstår ikke automatisk, fordi vi er forbundet digitalt. De udvikles gennem vores handlinger og erfaringer med hinanden.

Set i det lys bliver det interessant at spørge, hvordan digitale fællesskaber både kan skabe nye former for social kapital og udfordre de forventninger, der holder fællesskaber sammen.

Når nogen bliver stille i gruppechatten

Forestil dig en klasse, hvor eleverne har en fælles gruppechat.

Chatten bliver brugt til både praktiske beskeder og socialt samvær. De fleste elever er med, men ikke alle deltager lige meget.

En dag opdager en elev, at en klassekammerat ikke længere skriver noget. Tidligere var vedkommende aktiv, men nu bliver beskederne blot læst.

Hvad gør de andre?

Måske tænker nogle, at klassekammeraten bare har travlt. Andre lægger slet ikke mærke til ændringen. Og nogle tænker måske, at det må være op til personen selv at sige til, hvis der er noget galt.

Men én elev vælger at skrive en privat besked:

“Hey, jeg har lagt mærke til, at du ikke rigtig skriver mere. Er alt okay?”

Det er en lille handling.

Men den illustrerer en vigtig forskel mellem at være medlem af et fællesskab og aktivt bidrage til, at andre føler sig som en del af det.

Samtidig er situationen ikke entydig. Måske har klassekammeraten blot brug for en pause fra chatten. At tage ansvar for fællesskabet handler derfor også om at respektere andres grænser og undgå at gøre deltagelse til et krav.

Det afgørende er ikke, at alle skal være online eller tilgængelige hele tiden.

Det afgørende er, at vi lærer at være opmærksomme på hinanden.

Motivation og følelsen af at høre til

Hvorfor er fællesskaber så vigtige for børn og unges motivation?

Et relevant perspektiv findes i selvbestemmelsesteorien, som er udviklet af psykologerne Edward Deci og Richard Ryan.

Teorien peger på tre grundlæggende psykologiske behov: autonomi, kompetence og samhørighed.

Vi har behov for at opleve indflydelse på vores egne handlinger, føle os kompetente og mærke, at vi hører til i relationer med andre.

Digitale fællesskaber kan understøtte alle tre behov.

Børn og unge kan selv vælge, hvilke fællesskaber de deltager i, udvikle færdigheder gennem fælles aktiviteter og opleve anerkendelse fra andre.

Men samhørighed handler ikke kun om at modtage opmærksomhed og anerkendelse.

Den kan også udvikles gennem oplevelsen af at være betydningsfuld for andre.

Når vi hjælper, inviterer, samarbejder og tager ansvar, bliver vi ikke blot modtagere af fællesskabets værdi. Vi bliver også medskabere af den.

Det er en vigtig pointe i arbejdet med motivation og digital dannelse.

For måske skal vi ikke kun spørge, hvordan vi får børn og unge til at føle sig som en del af fællesskabet.

Vi skal også spørge, hvordan vi giver dem mulighed for at opleve, at deres handlinger har betydning for andre.

Hvad kan skolen gøre?

Skolen er et oplagt sted at arbejde med fællesskabets betydning, fordi eleverne allerede indgår i både fysiske og digitale fællesskaber.

Men arbejdet med digital dannelse bør ikke begrænses til regler om god tone, mobiltelefoner eller korrekt adfærd på sociale medier.

Det kan også handle om at undersøge de forventninger, vi har til hinanden.

Hvem tager initiativ, når klassen skal arrangere noget sammen? Hvem sørger for, at alle bliver inviteret? Hvad gør vi, når nogen bliver udelukket fra en gruppechat? Og hvem har ansvaret for at tage hånd om en konflikt, hvis alle helst vil undgå den?

Det er spørgsmål, der kan danne grundlag for gode samtaler i undervisningen.

En konkret aktivitet kunne være at lade eleverne undersøge et tænkt digitalt fællesskab, hvor alle gerne vil være med, men hvor ingen ønsker at tage ansvar for at organisere aktiviteter eller håndtere uenigheder.

Eleverne kan diskutere, hvad der sker med fællesskabet over tid, og hvilke handlinger der skal til for at få det til at fungere.

Herefter kan de overveje, hvordan de samme mekanismer viser sig i deres eget klassefællesskab.

Formålet er ikke at placere skyld eller udpege elever, der bidrager for lidt.

Det er at gøre fællesskabets ofte usynlige arbejde synligt og give eleverne erfaring med, hvordan deres egne handlinger kan gøre en forskel.

Fællesskab kræver både frihed og forpligtelse

Digitale fællesskaber har gjort det lettere at finde andre, dele interesser og bevare kontakten på tværs af afstande.

Det er en udvikling med mange positive muligheder.

Men uanset om fællesskabet findes i en klasse, en forening, en gruppechat eller et digitalt spilunivers, bygger det fortsat på noget grundlæggende menneskeligt.

Vi har behov for at høre til. Vi har behov for at blive set. Og vi har behov for at opleve, at vi betyder noget for andre.

Derfor er det værd at interessere sig for, hvordan børn og unge lærer at balancere friheden til selv at vælge deres fællesskaber med forståelsen af, at fællesskaber også indebærer ansvar.

Ikke fordi alle skal være til stede hele tiden, eller fordi man skylder andre ubegrænset opmærksomhed.

Men fordi et fællesskab ikke kan eksistere alene på forventningen om, at andre sørger for det.

Fællesskab er ikke kun noget, vi har adgang til. Det er noget, vi skaber og vedligeholder sammen.

Og måske er netop den erkendelse en af de vigtigste kompetencer, vi kan give børn og unge med i en stadig mere digital hverdag.

Videre læsning

• Lave, J. & Wenger, E. (1991). Situated Learning: Legitimate Peripheral Participation. Cambridge University Press.
• Wenger, E. (1998). Communities of Practice: Learning, Meaning, and Identity. Cambridge University Press.
• Putnam, R. D. (2000). Bowling Alone: The Collapse and Revival of American Community. Simon & Schuster.
• Ryan, R. M. & Deci, E. L. (2000). Self-Determination Theory and the Facilitation of Intrinsic Motivation, Social Development, and Well-Being. American Psychologist, 55(1), 68–78.
• Medierådet for Børn og Unge: Undersøgelser og vejledninger om børn og unges digitale liv. medieraadet.dk
• Børns Vilkår: Undersøgelser og viden om børn og unges digitale fællesskaber. bornsvilkar.dk